Beduin, Sinai, kamel, varme og ørken...

Woooowww.. Jeg har haft en dejlig uge i Sinai med 33 andre unge danskere, beduiner, kameler og søde små beduinbørn.

Mandag eftermiddag satte vi (volontørerne fra Joffihuset, volontørerne på handicaphjemmene, discipelskoleleverne og 3 gæster) kursen mod Eliat, hvor vi skulle overnatte, inden turen gik til Sinai.

Sinai-Bjerget
Tirsdag morgen tog vi taxaer til grænsen til Sinai (som ligge i Egypten) og blev samlet op af beduiner i minibusser, som kørte os til Sinai bjerget. Dette bjerg skulle vi bestige.. For at skåne mine knæ til resten af turen, valgte jeg at hyre en 7-årig kamel samt dens beduinmand til at fragte mig op på toppen af bjerget. Det var noget af en udfordring at komme op på dyret, som vist nok var lidt sur, inden jeg skulle op på den. I hvert fald brølede den meget, så jeg var en lille smule skræmt. Nå, men op ad Sinai-bjerget gik det på kamelen, og vi endte med at blive ret gode venner. De sidste 740 trapper skulle jeg selv gå, og det var dejligt endelig at være oppe på bjerget, hvor der var den flotteste udsigt.

Yes - Johanne og jeg nåede toppen af Sinai bjerg

På bjerget indtog vi vores medbragte mad, havde lovsang, og forsøgte ellers at holde varmen med
diverse tæpper, huer og handsker. Vi skulle sove udendørs, og jeg må konstatere, at jeg aldrig i mit liv har sovet i sådan en kulde før!! Jeg fik ikke sovet særligt meget den nat pga. den lave temperatur på omkring frysepunktet. MEN da solen stod op næste morgen, og vi kunne ligge i vores soveposer og se den flotteste solopgang, var det alligevel den manglende søvn værd.

Camilla og den søde beduin, Mussa

Camilla og jeg prøver at holde varmen på bjerget..

Aron, Mads, Camilla og jeg på bjerget

Vores ungmedarbejder, Filip, holdt noget undervisning omkring isralitternes udvandring fra Egypten, og om da Moses modtog "De 10 bud" på Sinajs bjerg.
Vi skulle jo også nedad bjerget igen, og der var 3000 trapper ned, så det tog lidt sin tid, men ned kom jeg da med lidt hjælp fra den sødeste beduin længe, Mussa, som holdt mig i hånden de sidste 30 min. ned ad de trælse trapper.
Resten af dagen gik vi rundt i ørkenen, klatrede ned af en 7 meters høj klippevæg med reb, spiste på en beduinrestaurant midt ude i ingenting, og til sidst nåede vi frem til beduinlejren, hvor vi skulle sove.

Camilla, Lene, Johanne og jeg er lige nået ned ad klippevæggen

Alle os volontører

Beduinerne laver mad til os i ørkenen

Torsdag morgen blev vi hentet fra vores beduinlejr af 34 kameler, som var vores "køretøj" de næste par timer. Jeg fik en rigtig sød kamel tildelt. Dens rigtige navn var "Aisha", men jeg valgte at kalde den Hugo for nemhedens skyld. Min kamelfører var en 12-årig dreng, som simpelthen ikke var til at stå for. Det var tydeligt at mærke, at han gjorde alt for, at hans passagerer (mig) havde det så godt som muligt. En gang i mellem holdt kamelerne hvil, og vi skulle klatre i huler og op ad stejle klippevægge. At ride på kamel midt ud i Sinais ørken og bare nyde naturen rundt omkring én, er noget af det fedeste jeg har prøvet længe, og det er helt sikkert, at det ikke er sidste gang, at jeg har reddet på kamel i ørkenen!

Min kamelfører

Mig og min kamel, Hugo

Kameler i lange baner

Hugo og jeg

Beduinmad i ørkenen

Kamel væddeløb

Kameler og lækker natur

Sidste nat sov vi helt ned til Det Røde Hav i små hytter. Her nød vi den sidste aften med diverse lege, lovsang og bibeltime.

Hytterne vi sov i helt ud til Det Røde Hav

Efter en lang bustur hjem igår, er vi nu alle hjemme igen og har nydt en dejlig stille dag i Joffihuset.
Jeg er så taknemmelig for, at Sinai-turen gik SÅ godt, og at vi bare alle havde det så godt med hinanden. Jeg er stadig så glad for at være volontør i Jerusalem, og jeg nyder hver eneste dag.
Hej fra Pia og knus til alle jer i Danmark! I er savnet!