lørdag den 17. september 2011

Jerusalem og Negev-ørken

Nu er Jerusalemsugen sammen med discipelskoleeleverne slut, og jeg er netop kommet hjem efter 3 dage i Negev-ørkenen.
I ugens løb er jeg blevet en hel del klogere på Israels historie samt fået set en masse spændende ting her i Jerusalem. Ugen har budt på forskellige ture, undervisning og hyggeligt fællesskab med discipelskoleeleverne, medarbejderne og volontørerne.

Lidt fra Jerusalemsugen:
I mandags tog vi på tur med Ida (leder i Joffihuset) til Oliebjerget, Getsemane have, Gravkirken og Gravhaven.
Ida gav os undervisning ”on location”, og det var en mærkelig fornemmelse at sidde på Oliebjerget og
at vide, at Jesus selv befandt sig meget her.

Udsigt fra Oliebjerget til Klippehelligdommen

I Getsemane Have er der blevet bygget en kirke ved siden af, og det var skønt at nyde stilheden inde i kirken og mindes, at Jesus befandt sig på dette sted, lige inden han blev taget til fange og korsfæstet.
Der er to bud på, hvor Golgata og Jesu grav har ligget hhv. Gravkirken og Gravhaven. I Gravkirken kan man få lov til at se den grav, man mener, Jesus blev lagt i, og man kan røre et stykke fra klippen, hvor Golgata var. I Gravhaven (lige uden for Den Gamle By) kan man også se den grav, nogle mener, Jesus blev lagt i. På døren indtil graven står der:”He is not here. He is risen”. Dette citat gjorde stort indtryk på mig, for uanset om det er i Gravkirken eller Gravhaven, Jesus er blevet begravet, er faktum, at Jesus ikke blev liggende i graven, men opstod.


Døren til graven i Gravhaven

Om aftenen tog Camilla, Lene, Johanne og jeg på café og spiste god mad. Her i Talpiot, hvor vi bor, er der så mange hyggelige restauranter og caféer, og de er bestemt et besøg værd.

Camilla, Johanne, Lene og jeg på café

Tirsdag aften havde vi besøg af Allan Sørensen, som er mellemøstlig korrespondent på Kristeligt Dagblad. Han fortalte om den mellemøstlige situation lige i øjeblikket, og det var super spændende at blive lidt klogere på, hvad der foregår her i landet i forhold til den politiske situation. Han kunne samtidig også forberede os på nogle demonstrationer, som skal være i Jerusalem i den kommende tid, som vi måske vil komme til at mærke lidt til.


ØRKENTUR....
Torsdag til lørdag tog vi alle på ørkentur sammen med Mathias, Ruben, Jakob og den nye medarbejder, Filip. Vi har set mange forskellige steder, og da jeg ikke lige er den bedste til at holde styr på geografien, bliver det næste lidt kortfattet. :o)
Den første dag så vi det sted, hvor David og Goliat kæmpede mod hinanden.
Senere på dagen kravlede vi i underjordiske grotter. De andre dage har vi vandret i ørkenen i 35 graders varme og set den smukkeste natur, man overhovedet kan forestille sig. Under ørkenvandringen i går holdt vi en times stilletid, hvor vi havde mulighed for at læse i Bibelen, bede eller bare nyde den larmende stilhed. Det var helt vildt at se ud over en kæmpe ørken og bare ikke kunne høre en eneste lyd.
Man er så lille midt i den store natur..
Lige ankommet til vores "lejr" midt i ingenting
Om natten slog vi lejr i ørkenen, hvor vi lavede mad over bål, bagte pandekager, sang lovsange og til sidst lagde vi os til at sove under en himmel fyldt af stjerner. For en bålelsker som mig, var det skønt at få lov til at lave mad over bål og at sove under åben himmel - også selvom ørkenen også indeholder slanger, ræve og diverse krybdyr..
Bål i ørkenen

Smuk solnedgang over Negev Ørkenen

Camilla og jeg i ørkenen
I dag har vi vandret i Melørkenen og badet i kilder i En Getti Nationalpark, som ikke ligger langt fra Masada-bjerget. Det var fantastisk at komme i vandet efter 3 dage uden bad, og hvor jeg efterhånden lugtede lidt af sved og bål.. Efter 3 dage i ørkenen er jeg blevet meget forundret over denne flotte natur, og det er helt sikkert et sted, jeg vil vende tilbage til en anden gang.

Badning i kilder i En Getti Nationalpark

Negev Ørken




I næste uge skal jeg ud at male, på autistskolen, have undervisningsformiddag og Jeriko mm. Ikke én dag er ens her i Jerusalem, og det gør det bare endnu mere spændende at være her.
Nu er klokken mange, og jeg har lige skypet med dejlige venner i Danmark.
Jeg er meget taknemmelig over alle de mails, breve og andre søde hilsner, jeg får, mens jeg er her. Tusind tak!
Så status er: Det er SKØNT at være volontør her i det varme og smukke Jerusalem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar