Arbejde, skole og vandretur..

Den sidste uge har været en helt almindelig arbejdsuge: 2 dage på autistskolen, 2 dage ude og renovere lejlighed og 1 dag i suppekøkkenet. I denne uge har vi malet hos en ældre kvinde, hvis lille lejlighed er propfyldt med bøger. Jeg spurgte hende, hvor mange bøger hun havde, og hun svarede, at der i hvert fald var over 4000 bøger!! (Wow!)Hendes lejlighed trængte meget til at få en kærlig hånd, da alle hendes lofter var mere eller mindre ødelagte. Da vi jo er blevet så gode til at fikse alting, tog vi udfordringen op..
Det bedste af det hele har været, at hun er så taknemmelig for vores hjælp, og hun har udtalt flere gange, at hun slet ikke ved, hvordan hun skal takke os. Det er fantastisk at få lov til at hjælpe sådan en kvinde som hende!
Udover vildt mange bøger, ejer hun også diverse nipsting, bamser, og generelt er der bare mange sjove ting over alt i hendes lejlighed. Her følger nogle billeder fra mine to dage hos denne ældre kvinde.

Simon, Judith, Filip og jeg
(De to drenge i forgrunden syntes det var sjovt at ødelægge mit selvudløserbillede ved at lukke øjnene på alle billederne.. Typisk... :o))

Så holdes der middagspause med lækker madpakke

Jeg fandt denne spøjse bamse i kvindens hjem..

Og så fik vi lov til at få et billede med den søde kvinde, vi malede hos.

Torsdag eftermiddag gik Judith og jeg ned til kvinden med en bukket blomster og inviterede hende til vores shabbatsmåltid fredag. Hun blev så glad for invitationen, og hun nød at besøge os i Joffihuset. Det var dejligt at kunne give hende en god oplevelse og et godt måltid mad.

Torsdag var jeg i suppekøkken med de tre andre volontører, som heller ikke havde ferie i denne uge.

Aron, Mads, Judith og jeg

Autistskolen:
Jeg er blevet mere og mere glad for at arbejde på autistskolen i min 1. klasse. Jeg nyder at være sammen med "mine" børn, som jeg ikke kan lade være med at holde af, selvom de hiver mig i håret, tisser på gulvet, kradser mig og ofte helt ustyrlige... I onsdags kom én af drengene hen til mig, lagde sig ned på gulvet og kyssede min fod. Han smilede over hele hovedet, og man kunne se, at han gerne ville glæde mig med det. Jeg blev vildt overrasket og kunne ikke lade være med at grine af det.

Jeg fik også lov til at vidne lidt for én af mine ortodoks-jødisk-kollegaer om, hvorfor jeg lige har valgt at være volontør i Israel og gøre noget for det jødiske folk. Det er skønt, når sådanne situationer opstår. Nedenfor ses et billede af én af mine kollegaer, Avishag, fra min klasse. Hun er bare så sød, og vi snakker godt sammen.

Avishag og jeg

Igår fredag tog vi på udflugt til Ein Gedi og Wadi Arugot ved Det Døde Hav sammen med nogle af volontørerne, der arbejder på handicaphjem rundt i byen. Vi vandrede til forskellige vandfald og pools, hvor vi kunne bade. Noget af det, jeg elsker allermest ved Israel er netop denne smukke natur i ørkenen, hvor der er den flotteste udsigt. Derfor nyder jeg altid disse ture til ørkenen! De sidste billeder er alle fra vandreturen.

Ditte, Anne og jeg foran et flot vandfald

Aron, Morten, Aron og jeg på vandring

Mads, Morten og jeg

Vi er så hardcore til at vandre (det prøver vi i hvert fald at vise på dette billede :o))

Flot natur i ørkenen

Anne og jeg

Marie, Ditte og jeg

Hoppebillede

Til sidst hoppede vi i Det Døde Hav, som er en sjov oplevelse, fordi man flyder helt af sig selv..

Det Døde Hav med Jordan i baggrunden

Shabbat shalom fra Jerusalem..

Kibbutzferie, Botanisk have og vandring på muren..

Kibbutzferie
Jeg var på arbejde søndag til tirsdag, og onsdag og torsdag tog Judith og jeg på besøg i en kibbutz nær Haifa for at besøge én af Judiths venner, Shoha, som er født og opvokset i kibbutzen, og som var hjemme på ferie hos sine forældre, som stadig bor i kibbutzen. Det var første gang, at jeg var på besøg i en kibbutz, og det var en skøn fornøjelse.

Judith og jeg boede hos Shohas forældre, og vi blev virkelig opvartet med opredte senge, morgenmad på terassen med mere. (Nøj, hvor jeg nød at sove på en god boxmadras, når jeg til hverdag sover i en køjeseng med en meget hård madras!). Vi brugte onsdagen på at se kibbutzen og smage på diverse frugter der. Én af de fede ting ved en kibbutz er, at der er frugttræer overalt og også alverdens smukke blomster. Lige et sted for mig! Pia i drømmeland..
Torsdag plukkede vi oliven fra haven og brugte ellers resten af dagen i Haifa, hvor vi så en kæmpe have, kirken "Stella Maris" og sad ellers bare på café og nød at have fri. I løbet af vores miniferie i kibbutzen fik vi nye venner fra forskellige dele af Israel, og det var skønt at få brugt sit engelsk og møde mennesker fra en anden kultur, end ens egen.

Smuk solnedgang fra kibbutzen

Vi plukker oliven

Olivenerne skal sorteres..

Appelsintræ

Blomst fra kibbutzen

Udsigt over Middelhavet fra Haifa

Judith og jeg med Middelhavet i baggrunden

Solnedgang over Middelhavet

Vores to venner fra kibbutzen

Haven vi så i Haifa

Judith, Æjal og jeg foran Middelhavet

Humuli - israelsk lækker specialitet

Efter en skøn tur i kibbutzen, hvor jeg nød stilheden super meget, var det dejligt at komme hjem til Jerusalem og Joffihuset igen. Der er en kæmpe forskel på at begive sig rundt i Haifas gader i forhold til Jerusalem. I Haifa så jeg slet ingen ortodokse jøder, og i Jerualem er det en helt naturlig del af hverdagen, at man ser mindst 50 ortodokse jøder på vejen til og fra arbejde hver eneste dag!

Fredag tog Camilla, Judith og jeg i Botanisk Have. Da vi nåede frem til haven efter en times vandring i forsøget på at finde stedet, oplyste informationsdamen os om, at haven ville lukke inden for de næste 40 min., samt at det ville koste 30 kroner! Dvs. at vi ikke havde super meget tid til at se haven, men vi valgte at gå ind i haven alligevel, nu når vi havde brugt så lang tid på at komme frem til den. Da vi langt om længe kom ind i haven, var det seriøst en skuffelse. Vi havde ikke lige tænkt på, at det ikke lige er på nuværende tidspunkt, at blomsterne blomstrer allermest, så vi så egentlig mest bare på træer og grene - og så lige alle de blade der var visnet og faldet på jorden. Vi fandt dog et stort drivhus, hvor der var flotte tropiske planter. Men da klokken nærmede sig lukketid, betød det, at vi var lige ved at blive lukket inde i drivhuset. Heldigvis slap vi dog ud, inden manden låste døren til drivhuset. Heldigt! Trods manglende planter, havde vi en sjov tur til Botanisk Have, og vi kan nu sige, at vi har set haven!

Judith og jeg i haven

Blomster i Botanisk Have

De to flotteste blomster vi så i Botanisk Have :o)

Tre havetøser..

Tur til Den Gamle By
I dag tog Camilla, Lene, Morten og jeg på tur til Den Gamle By for at gå langs muren. Det var en rigtig god gåtur, hvor vi fik set byen oppefra. Særligt specielt var det at se tagene på det muslimske kvarter, som er fyldt med sorte vandbeholdere på taget. Efter gåturen på muren, gik vi Via Dolerosa til Bethesda Dam, hvor Jesus helbredte en spedalsk.

Udsigt fra bymuren ved Den Gamle By

Det muslimske kvarter med alle de sorte vandbeholdere

Lene, Morten, Camilla og jeg på muren (bemærk klippehelligdommen i baggrunden)

Fra muren

Det var den uge. I morgen tager næsten alle de andre volontører på ferie, og vi er kun 4 tilbage i Joffihuset. Jeg holder min ferie om 14 dage, hvor mine forældre kommer til Israel og holder ferie sammen med mig. Jeg ser rigtig meget frem til at få besøg fra Danmark. :o)

"Det er så yndigt at følges ad..." - Arabisk bryllup!!

På forhånd undskylder jeg for et meget langt blogindlæg, men det kunne ikke lige gøres kortere..

Endnu en dejlig uge er gået. En uge med arbejde, hospitalsbesøg, arabisk-kristent bryllup, kirke, shopping og sidst, men ikke mindst - fodboldkamp på sportspub i dag.

I torsdags var hele banden herfra inviteret til bryllup ved én af medarbejderne fra "Seeds of hope"-projektet i Jeriko, som vi besøgte for nogle uger siden. Vi havde kun mødt brudeparret én gang før, men kombinationen af, at de inviterede os, og at os tøser helt vildt gerne ville til bryllup, betød at vi fik arrangeret, at vi kom til bryllupsfest i Bethlehem. Vielsen foregik i en ortodoks-kristen kirke, og min konklusion på ceremonien var, at jeg aldrig nogen sinde kunne finde på at blive gift med en araber. Det var simpelthen en alt for mærkelig bryllupsceremoni...
For det første var præsterne klædt i rødt tøj, og de bar store guldhatte.
Derudover var der diverse bryllupsritualer, fx.
1) Brudeparret skulle kaste med hver deres hvide due efter, at de var blevet gift (den ene due brækkede dog sine vinger i kastet - træls for den),
2) Brudeparret og de nærmeste venner skulle gå rundt i rundkreds ved alteret efter, at de var blevet gift
3) Da brudeparret var blevet gift, gav præsterne dem guldkroner på hovedet

Sidst, men ikke minst, blev HELE ceremonien messet på latin med efterfølgende gensvar fra koret. Ja, bryllupsceremonien var meget anderledes, end det jeg før har oplevet, men det var spændende at være med til det.

Hele dansker-flokken klar til bryllup

Duerne bæres ind

Præsterne følger brudeparret ind

Gruppebillede af brudeparret med alle os danskere

Efter kirken tog vi til bryllupsfest i en kæmpe gildesal. Der var omkring 800 mennesker inviteret.
Bruden var amerikaner, og manden var araber. Fælles for dem var, at de begge var kristne. Uden at have været til et amerikansk bryllup før,kan jeg konstatere, at det nok mere var et arabisk-præget-bryllup, end et amerikansk.
Hvis man har været til et dansk bryllup og tror, at arabiske bryllupper foregår på lidt samme måde, tager man grueligt fejl! Der var intet ved brylluppet, der mindede om et dansk bryllup.
Hele aftenen igennem blev der danset araber dans akkompagneret af et meget dygtigt band, som virkelig forstod at levere arabermusik. Os tøser syntes, det var vildt sjovt at danse, og vi fik lært diverse araber-dansemoves. Hele festen blev filmet og vist på flere forskellige storskærme rundt i lokalet. Vi havde en super hyggelig aften, og vi var meget glade for at få lov til at opleve et vaskeægte araber bryllup!

Det yndige brudepar på vandflaskerne på bordene

Johanne og jeg

Alt det lækre mad

I baggrunden ses dansegulvet med dertilhørende videokameraer

Sidsel, Lene og jeg danser araberdans

Camilla og jeg foran kirken

Den kæmpe gildesal

Endnu en dejlig ting ved brylluppet var, at jeg mødte Tass (forfatteren af "Jeg var snigskytte for Arafat") og hans søde kone, Karin. De er nogle meget inspirerende mennesker, som virkelig arbejder hårdt for, at andre kommer til tro på Gud.

Karin, Tass, Johanne og jeg

Nok om brylluppet.. Som nævnt i indledningen var jeg på hospitalet i mandags, hvor jeg fik indsprøjtninger i nogle led, som har drillet mig de sidste par uger. Hospitalsvæsenet er ikke lige så nemt at finde ud af, når man er i udlandet, og det gav en del udfordringer. Her følger nogle af dem:

1) Da taxachaufføren satte os af ved det, vi (Judith og jeg) troede skulle være et hospital, viste det sig at være et kæmpe shoppingcenter. Chaufføren sagde, at vi ville finde indgangen til hospitalet, hvis vi tog rulletrapperne op inden i centret. Ja, så til en anden god gang, så ved jeg da, at hovedindgangen til hospitalet er et shoppingcenter. Skørt, men sandt!

2) Inden jeg kunne se lægen, skulle jeg finde en bestemt mand, som havde haft kontakten til min forsikring i forbindelse med betalingen af hospitalsbesøget. Jeg havde kun fået oplyst fornavnet på denne mand, og jeg troede derfor, at det ville være en nem sag at finde frem til denne herre. Men eftersom at hospitalet bestod af 8 etager med kæmpe elevatorer, var det ikke lige alle, der vidste, hvem denne person var. Efter lidt elevatorrundfart, fandt vi dog endelig frem til den rigtige mand, og alt gik i orden med betalingen.
Efter en lang eftermiddag på sygehuset med den sødeste og dygtigste læge, kunne vi nyde en icecoffee inden turen gik hjem mod Joffihuset igen. Til en oplysning kan jeg sige, at jeg allerede har fået det meget bedre, og at jeg ikke har haft smerter i 3 dage (- fantastisk!!).

Til sidst følger der lidt billeder fra arbejdsugen, der er gået. Mojn mojn fra Pia, der elsker Jerusalem!

Hjemmebagt rugbrød med æg - hvilken nydelse!

Handy-tøserne på arbejde