"Det er så yndigt at følges ad..." - Arabisk bryllup!!

På forhånd undskylder jeg for et meget langt blogindlæg, men det kunne ikke lige gøres kortere..

Endnu en dejlig uge er gået. En uge med arbejde, hospitalsbesøg, arabisk-kristent bryllup, kirke, shopping og sidst, men ikke mindst - fodboldkamp på sportspub i dag.

I torsdags var hele banden herfra inviteret til bryllup ved én af medarbejderne fra "Seeds of hope"-projektet i Jeriko, som vi besøgte for nogle uger siden. Vi havde kun mødt brudeparret én gang før, men kombinationen af, at de inviterede os, og at os tøser helt vildt gerne ville til bryllup, betød at vi fik arrangeret, at vi kom til bryllupsfest i Bethlehem. Vielsen foregik i en ortodoks-kristen kirke, og min konklusion på ceremonien var, at jeg aldrig nogen sinde kunne finde på at blive gift med en araber. Det var simpelthen en alt for mærkelig bryllupsceremoni...
For det første var præsterne klædt i rødt tøj, og de bar store guldhatte.
Derudover var der diverse bryllupsritualer, fx.
1) Brudeparret skulle kaste med hver deres hvide due efter, at de var blevet gift (den ene due brækkede dog sine vinger i kastet - træls for den),
2) Brudeparret og de nærmeste venner skulle gå rundt i rundkreds ved alteret efter, at de var blevet gift
3) Da brudeparret var blevet gift, gav præsterne dem guldkroner på hovedet

Sidst, men ikke minst, blev HELE ceremonien messet på latin med efterfølgende gensvar fra koret. Ja, bryllupsceremonien var meget anderledes, end det jeg før har oplevet, men det var spændende at være med til det.

Hele dansker-flokken klar til bryllup

Duerne bæres ind

Præsterne følger brudeparret ind

Gruppebillede af brudeparret med alle os danskere

Efter kirken tog vi til bryllupsfest i en kæmpe gildesal. Der var omkring 800 mennesker inviteret.
Bruden var amerikaner, og manden var araber. Fælles for dem var, at de begge var kristne. Uden at have været til et amerikansk bryllup før,kan jeg konstatere, at det nok mere var et arabisk-præget-bryllup, end et amerikansk.
Hvis man har været til et dansk bryllup og tror, at arabiske bryllupper foregår på lidt samme måde, tager man grueligt fejl! Der var intet ved brylluppet, der mindede om et dansk bryllup.
Hele aftenen igennem blev der danset araber dans akkompagneret af et meget dygtigt band, som virkelig forstod at levere arabermusik. Os tøser syntes, det var vildt sjovt at danse, og vi fik lært diverse araber-dansemoves. Hele festen blev filmet og vist på flere forskellige storskærme rundt i lokalet. Vi havde en super hyggelig aften, og vi var meget glade for at få lov til at opleve et vaskeægte araber bryllup!

Det yndige brudepar på vandflaskerne på bordene

Johanne og jeg

Alt det lækre mad

I baggrunden ses dansegulvet med dertilhørende videokameraer

Sidsel, Lene og jeg danser araberdans

Camilla og jeg foran kirken

Den kæmpe gildesal

Endnu en dejlig ting ved brylluppet var, at jeg mødte Tass (forfatteren af "Jeg var snigskytte for Arafat") og hans søde kone, Karin. De er nogle meget inspirerende mennesker, som virkelig arbejder hårdt for, at andre kommer til tro på Gud.

Karin, Tass, Johanne og jeg

Nok om brylluppet.. Som nævnt i indledningen var jeg på hospitalet i mandags, hvor jeg fik indsprøjtninger i nogle led, som har drillet mig de sidste par uger. Hospitalsvæsenet er ikke lige så nemt at finde ud af, når man er i udlandet, og det gav en del udfordringer. Her følger nogle af dem:

1) Da taxachaufføren satte os af ved det, vi (Judith og jeg) troede skulle være et hospital, viste det sig at være et kæmpe shoppingcenter. Chaufføren sagde, at vi ville finde indgangen til hospitalet, hvis vi tog rulletrapperne op inden i centret. Ja, så til en anden god gang, så ved jeg da, at hovedindgangen til hospitalet er et shoppingcenter. Skørt, men sandt!

2) Inden jeg kunne se lægen, skulle jeg finde en bestemt mand, som havde haft kontakten til min forsikring i forbindelse med betalingen af hospitalsbesøget. Jeg havde kun fået oplyst fornavnet på denne mand, og jeg troede derfor, at det ville være en nem sag at finde frem til denne herre. Men eftersom at hospitalet bestod af 8 etager med kæmpe elevatorer, var det ikke lige alle, der vidste, hvem denne person var. Efter lidt elevatorrundfart, fandt vi dog endelig frem til den rigtige mand, og alt gik i orden med betalingen.
Efter en lang eftermiddag på sygehuset med den sødeste og dygtigste læge, kunne vi nyde en icecoffee inden turen gik hjem mod Joffihuset igen. Til en oplysning kan jeg sige, at jeg allerede har fået det meget bedre, og at jeg ikke har haft smerter i 3 dage (- fantastisk!!).

Til sidst følger der lidt billeder fra arbejdsugen, der er gået. Mojn mojn fra Pia, der elsker Jerusalem!

Hjemmebagt rugbrød med æg - hvilken nydelse!

Handy-tøserne på arbejde